Meny

BRUNO MATHSSON

Foto: Röster i Radio TV

-Lidt spændt inden mødet med den berømte møbelformgiver var jeg i god tid ankommet til barndomshjemmet,som også var møbelværksted og kontor,på Tånnögatan i Värnamo. Jeg havde ventet at møde en korrekt og skrap arkitekt. Punktligt svingede en knalrød Rover med åben kaleche ind på gårdspladsen. Bag rattet sad Bruno Mathsson iført sportigt fritidstøj rundet af en elegant flyverkasket i læder. Han gjorde en storartet entre, værdig en mester af det funktionalistiske formsprog.

Sådan har nu afdøde direktør Henry Thelander fortalt om sit første møde med professor Bruno Mathsson. Mødet førte til et livslangt venskab og samarbejde. Henry Thelander blev Bruno Mathssons grå eminence og de arbejdede side om side i næsten 40 år. Henry Thelanders sønner, Bo og Dan, fører nu kulturarven efter Bruno Mathsson videre i Bruno Mathsson International AB med datterselskab.

Bruno Mathsson fødtes til at blive snedker. Faderen, Karl Mathsson,var snedkermester i fjerde generationen og det var derfor naturligt at Bruno skulle følge i faderens fodspor. Han måtte lære faget fra grunden og skaffede sig på denne måde et gedigent træteknisk kendskab og en veludviklet fornemmelse for træets egenskaber.

For den unge Bruno var dette imidlertid ikke tilstrækkeligt.Han blev tidligt fascineret af de muligheder som fandtes i at udvikle møblernes form og funktion i symbiose med høj træteknisk kvalitet.

Funktionalismens idéer fangede hans sjæl.Han fordybede sig i flere år i 1920 erne og 1930 erne i selvstudier. År 1929 fik han mulighed for at begynde at låne bøger og tidsskrifter på Röhsska Konstslöjdmuseet i Göteborg. Snart blev der sendt bogkasser med tog mellem Värnamo og Göteborg. Bruno Mathsson kom endda til at kende den daværende museumsleder Gustaf Munthe, en kontakt som senere skulle vise sig at blive meget betydningsfuld for hans fortsatte karriere.

År 1930 arrangeredes en håndværker og industriudstilling i Värnamo. Karl Mathsson Möbelsnickeri udstillede der en traditionel barokstol i brændt fyr, et arbejde gjort af Bruno Mathsson. Af håndværkerforeningen modtog han et rejsestipendium, hvilket gav ham mulighed for samme år at rejse til Stockholm for blandt andet at besøge Stockholmsudstillingen.

Stockholmsudstillingen, som medførte funktionalismens gennembrud i Sverige,blev en stor oplevelse for Bruno Mathsson. Han fik, til trods for at han så på udstillingen med et kritiskt blik, et vigtigt indblik i noget nyt som var i færd med at vokse frem. Dette tilsammen med hans intensive studier af al den litteratur han havde lånt fra Röhsska Konstslöjdmuseet betød at han tilslut frigjorde sig fra stiltænkning og fandt et nyt, eget formsprog.

Da Bruno Mathsson i 1931 fik opgaven med at tegne en stol til et venterum på Värnamo sygehus, prøvede han for første gang sine teorier om at skabe en stol med hængende sadelgjordsbund for at opnå et bekvemt sæde uden polster og stopninger. Stolen var opbygget af massivt træ med separat sæderamme og stativ med armlæn. Hospitalets personale døbte stolen til ”Græshoppen ”. De synes stolene så skrækkelige ud og stillede dem efter en tid op på loftet. Efter Brunos gennembrud kom de imidlertid til ære igen.

Bruno Mathsson havde imidlertid fået blod på tanden og fortsatte entusiastisk med at udvikle sine idéer. Han studerede nøje ”sædets mekanik ”. For at opnå den perfekte sædevinkel prøvede han blandt andet at sætte sig i en snedrive for siden at studere det aftryk hans krop havde gjort. Han begyndte til og med at experimentere med formspændningsteknikken som gav ham mulighed for at opnå stor styrke i afstemte dimensionerede detaljer.

Dette arbejde resulterede blandt andet i at Bruno Mathsson i årene 1933-1936 udformede en serie stole, de tre grundstole, som blev kaldt arbejds-, hvile- og liggestol model 36. De var opbyggede med en sæderamme af massivt træ som blev beklædt med flettet sadelgjord samt en separat formspændt underdel.

Museumsleder Gustaf Munthe på Röhsska Konstslöjdmuseet i Göteborg indbød Bruno Mathsson til at lave en udstilling på museet. Det gav ham mulighed for at fremvise sine møbler for et større publikum. Den 14. marts 1936 åbnedes denne udstilling. Der blev blandt andet fremvist den nye stoleserie samt det geniale klapbord.

Udstillingen blev en absolut succes og betød Bruno Mathssons gennembrud og erkendelse som formgiver i Sverige.

Allerede i 1937, et år efter udstillingen på Röhsska Konstslöjdsmuseet,var han repræsenteret på verdensudstillingen Paris Expo, hvor han opnåede en Grand Prix for sin seng Paris. På denne udstilling nød hans møbler stor anerkendelse og beundring og blev efterspurgt verden over. Chefen på designafdelingen på Museum of Modern Art i New York, Edgar Kaufmann j:r, så Bruno Mathssons stole på udstillingen og blev meget interesseret. I år 1939 bestilte museet stole til en tilbygning på museet. Samme år blev hans møbler repræsenterede blandt andet på verdensudstillingen i New York samt Golden Gate-udstillingen i San Francisco.

Datidens store kulturformidler i Svenska Slöjdföreningen, Gotthard Johansson, havde besøgt Museum of Modern Art og der oplevet Bruno Mathssons møbler. Den 11.maj 1940 skrev han lyrisk i en længere artikel i Svenska Dagbladet: “En endog moderne svensk møbelkunstner indtager en særstilling. Hans snart internationalt velrenommerede navn er Bruno Mathsson i Värnamo,og han er snart uden tvivl en af de mest ejendommelige skikkelser i svensk kunstindustri ” ”..da jeg i sommer fandt møblerne i verdens mest eksklusive udstillingslokale, følte jeg for første gang i mit liv en hemmelig stolthed over at være født bare 20 kilometer fra Värnamo ”. Det var en påskyndelse som kom til at betyde meget for Bruno Mathsson.

Efter krigsårenes ufrivillige isolering kunne Bruno Mathsson sammen med sin hustru Karin i årene 1948-49 foretage en længere USA-rejse. Under denne rejse blev parret gennem Edgar Kaufmann j:rs bistand introduceret for kontinentets store arkitekter.

Disse kontakter inspirerede blandt andet Bruno Mathsson til at skabe sine berømte glashuse. Det første var udstillingshallen i Värnamo,som stod færdig i 1950. En betonplade lagdes direkte på jorden og blev forsynet med gulvvarme bestående af elektriske kabler.

En af husets vægge bestod af mursten,de tre øvrige af Bruno Mathssons eget patent, Brunopane, bestående af trelagsglas, hvor mellemrummene var fyldte med isolerende Nitrogen. Byggeriet vakte stor opmærksomhed. Det var præget af nærheden til naturen, det enkle og funktionelle og afspejlede Bruno Mathssons kærlighed til lyset.

Gennem et årtier leveredes og byggedes et betydeligt antal glashuse efter de Mathssonske principper. Dog stødte man ofte på modstand ved ansøgning om byggetilladelse. I landets kommuner stod man spørgende overfor de nyskabte konstruktioner som husene fremviste. Bruno Mathsson blev efterhånden snart træt af al den modstand han mødte og stoppede med husbyggeri. Efter 1960 blev der ikke bygget flere huse for kunder.

Parret Mathsson, som boede i en lejet fløj til Toftaholms Herrgårdspensionat, byggede deres første eget hus i 1960 i Frösakull, Halmstad. Et sommerhus hvor grænsen mellem ude og inde næsten blev slettet. Året 1964-65 opførtes en permanent bolig ved søen Vidösterns strand syd for Värnamo og i 1973 et hus i Vilamoura, Portugal, hvor parret Mathsson tilbragte mange vintre.

I 1960 érne vendte Bruno Mathsson tilbage til at skabe møbler, hvilket resulterede i en stor række af møbler i både træ og stål. Sammen med den danske poet og matematiker Piet Hein udviklede han Superellipsebordet og Spændbenet.

År 1969 vistes for første gang Mathsson-møbler i Japan. I september 1974 foretog Karin og Bruno Mathsson deres første rejse til Japan. På japansk initiativ blev der åbnet en udstilling i Swedish Center Building i Tokyo. I 1976 udarbejdede Bruno Mathsson en møbelkollektion tilpasset Japan og en japansk licensproduktion voksede så småt frem. I dag tilbydes såvel de licensproducerede møbler såvel som de svenskproducerede til det japanske marked.

Bruno Mathsson foretog et antal rejser til Japan og deltog i et tilfælde i en paneldiskussion i Tokyo med flere hundrede indretningsarkitekter.

Dr.phil.Ulf Hård af Segerstad, kulturskribent ved Svenska Dagbladet, refererede:

”De var ude efter den ´Mathssonske metode ´, som måske ikke er så let at forklare selv for den dygtigste tolk. Til slut bestilte Bruno Mathsson et stort stykke tegnepapir, lagde det på gulvet,bad en af tilhørerne om at lægge sig på papiret på siden og trak derefter med blyanten en mere eller mindre elegant kontur langs den japanske rygrad fra skuldrene til fødderne. Det underfundige pædagogiske trick vakte karakteristisk dæmpet japansk entusiasme og afslørede drastiske forskelle mellem traditionel østerlandsk sidde-måde på gulv og vesterlandsk siddemåde på stol ”.

Tilbage fra sine Japan-rejser fortsatte Bruno Mathsson ufortrødent sin skabervirksomhed. Han var nu en mand som var verdenskendt. Da han f.eks. vendte tilbage med en udstilling til Museum of Modern Art i New York i 1978, skrev avisen New York Times i en overskrift “Bruno is back ”. Han fik til og med et antal udmærkelser, blandt hvilke kan nævnes Gregor Paulsson-statuetten (1955), Prins Eugens guldmedalje (1965), Ridder af Kungliga Vasaorden (1967), medlem i The Royal Society of Art, London (1978) samt blev tildelt professor titel af den svenske regeringen (1981).

Bruno Mathsson var en særpræget kunstner, egenrådig, smålandsk stædig og snedig.Han levede med og for sin kunst og synes aldrig at trættes i sin iver efter at skabe nye møbler til en ny tid. I år 1981,74 år gammel, skabte han en arbejdsplads for komputerbrug. Arbejdspladsen er forsynet med en såkaldt ”vinge ”, hvilket aflaster brugerens skulderparti. I år 1986 forlod det sidste møbel Bruno Mathssons tegnebord, stolen Minister.

Knækket af sygdom døde Bruno Mathsson i 1988, dog efterlod han sig en rig kulturarv. Hans møbler fremstår som evigt unge, de betragtes både som kunst og brugsgenstande. Samtidig som de udstilles på museum opfattes de som moderne, friske og funktionelle af nutidens mennesker.